Der havde været nogle dates man kunne byde på. De havde hængt på opslagstavlen på skolen. Pengene vil gå til velgårlighed. Hun havde som den eneste pige budt på basketkampen. Og hun havde gjort det af en grund. Hun håbede at Max også ville byde og vinde. Så kunne hun tilbringe tid sammen med ham og hvem ved hvordan " daten" vil udvikle sig. Men hun elskede faktisk også basket. Især The Knicks som skulle spille i dag. Og så sad de endda næsten på første række. Helt ærligt, kunne det blive bedre? Ja, det kunne det. Hvis Max var med. Hvor hun ønskede at drengen var ham. Men om ikke andet, så fik hun lov til at se sit ynglingshold. Hun valgte at tage sin knickstrøje og kasket på. Det var en hun havde fået af sin far inden han døde. Han havde taget hende med til kampene. De havde haft det fantastisk. Hvor hun dog savnede ham.
Da hun var klar kørte hende mor hende til kampen. Havde så travl at hun glemte at aftale noget med sin mor. Skyndte sig bare at sige farvel og smutte ned. Kampen startede om fem minutter. Hun skyndte sig at købe sodavand og hotdogs. Da hun havde fået det gik hun ned til hendes plads lige idet kampen startede. Hendes " date" sad der allerede. Hvem kunne det være?
Hun var lige ved at tabe alt hvad hun havde i sine hænder.
" Dig." sagde de i munden på hinanden.
Hjertet var ved at springe ud af brystet på hende. Det var Max. Det var for godt til at være sandt. Kunne ikke tro sine egne øjne.
Hun smilede. Kunne ikke fatte sit eget held.
" Hvorfor siger du det på sådan en overrasket måde?" spurgte Sirena.
Skuffet over at han havde lydt overrasket.
" Jo, jeg kunne spørge dig om det samme," han smilede. " Undskyld. Det var ikke pænt sagt. Jeg troede bare ikke der vil dukke nogen op og da slet ikke en som var knicks fan."
" Så fordi jeg er en pige kan jeg ikke være knicks fan? Interessere mig for basket?"
" Jo, jo. Det var ikke sådan ment. Undskyld, Siri. Tilgiv mig. Det var forkert formuleret."
Nu brugte han hendes kælenavn igen. Hvorfor? Det fik det til at lyde som om de var mere intim end de var.
" Okay. Jeg tilgiver dig. Lad os nu bare nyde kampen. Okay? Vi behøver jo ikke at snakke sammen. Så bare lad som om jeg ikke er her."
Max kiggede på hende. Og var det skuffelse hun så i hans øjne? Nej, det kunne det ikke være.
" Okay."
Sirena begyndte at spise sine hotdogs og drikke sin cola. I starten kunne hun ikke koncentrere sig om kampen. Hun var alt for bevidst om Max. Men lidt efter lidt blev hun bidt af kampen og glemte alt om Max. Hun bandede og råbte som hun plejede at gøre. Det blev halvleg. Hun kom tilbage til virkeligheden. Anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun sad bare der, ved siden af Max og havde lige opført sig som Gud ved hvad. Havde smidt manererne. Nu ville han da helt sikkert ikke have noget med hende at gøre. Hun havde lige ødelagt det for sig selv.
Max blev den første der brudte tavsheden.
" Nårh, nyder du så kampen?"
Sirena smilede. " Meget. Rigtigt meget. Hvad med dig?"
Max smilede. " Ja meget. Mere end jeg havde forventet."
De kiggede på hinanden, da de hørte folk råbe. Hun kiggede rundt og opdagede at der på storskærmen var kys-cam.
Hun havde altid hadet og elsket det. Havde altid synes det var syndt for dem som ikke kendte hinanden. Pludselig kom hun og Max på kys-cammet. Hun stivnede. De kiggede på hinanden. Hun følte som alt farven røg væk fra hendes ansigt. De sad bare og kiggede på hinanden. Hun kunne ikke. Hvor meget hun end havde ønsket det, kunne hun ikke gøre det. Folk rundt om dem begyndte at råbe; " Kys, kys, kys."
Max smilede: " Vi må hvis hellere gøre det. Vi kan ikke skuffe folk. Det er jo en tradition. De vil blive ved indtil vi gør det."
Sirena blev skuffet. Han fik det til at lyde som en sur pligt. Noget han bare vil have overstået. Hun trak på en ene mundvige og fnyste ud.
" Ja, det må vi vel hellere."
" Okay. Klar?"
" Klar."
" Godt. Så er det nu."
De lænede sig frem imod hinanden. Hun kiggede ham dybt i øjnene. De stoppede lige før de mødte hinanden. Kiggede på hinanden en sidste gang. Max lagde sig frem og gav hende et blidt kys. Hun hørte svagt folk juble. Hun følte at hun eksploderede. Som om der blev skudt fyrværkeri rundt om dem. Som var de, de eneste i verden. Han slap hende et millisekund og gav hende et blidt kys mere. Et kys bliv til et mere. De blev mere intenst. Hun tabte alt selvkontrol. Alt fornuften forduftede. Det her føltes bare alt for godt. Hun lod sin tunge komme frem og røre blidt ved hans læbe. Han åbnede sin mund og lod hende komme ind.
Han slap hende med et ryk. De trak vejret meget gispende. Kiggede på hinanden.
" Det må du undskylde Sirena. Jeg lod hvis rive mig lidt for meget med. Undskyld. Jeg tænkte på en anden. Jeg håber ikke du vil hade mig for meget for det."
Hendes hjerte bristede. Han havde liget givet hende hendes første kys. Havde liget givet hende noget helt fantastisk og så undskylder han og tænker slet ikke på hende. Hvor ondt kunne han være?
" Det okay. Jeg var ikke bedre selv. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg kan jo ikke engang lide dig. Jeg ved ikke, det var måske bare det at en dreng rent faktisk kyssede mig. Skal vi ikke bare glemme at det skete?"
Det sidste smertede hende at sige. På en måde ønskede hun at det vil gøre lige så ondt på ham som det gjorde på hende.
" Var det dit første kys?"
Hun rødmede og kiggede flovt på ham.
" Hvad havde du regnet med? At jeg vadede mig i drenge? Og hvad så hvis det er? Det gjorde det ikke mere forkert. Lad os nu bare se kampen videre og glemme at det overhovedet skete."
Hun vidste dybt i sit hjerte at hun aldrig ville glemme det.
" Så må du undskylde hvis jeg var for hård. Jeg ville have været mere blidt, hvis jeg havde vidst det. Det er hermed glemt."
Han kiggede en sidste gang på hende og vendte blikket mod kampen.
Hun var som smeltet indvendigt. Hun havde lige kysset Max! Med tunge! Hun kunne ikke fatte det. Det gjorde hende bare endnu mere sikker på at han var den eneste ene. Hvis bare hun også var det for ham. Resten af kampen prøvede hun at følge med i den. Det var ikke nemt. Hun tænkte på kysset. Det her var helt klart den bedste dag i hendes liv. Indtil videre.
Kampen sluttede. De fulgtes ud til parkeringspladsen.
" Tak for i aften. Der er min mor. Jeg må gå. Bliver du hentet?"
"Det tror jeg ikke. Jeg fik ikke aftalt noget med min mor."
" Vil du have et lift?"
"Nej. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg tager bare bussen."
" Det er du ikke. Jeg vil have det meget bedre hvis jeg vidste du var kommet sikkert hjem. Desuden vil min mor skælde mig ud for bare at gå min vej."
Sirena smilede. " I så fald så vil jeg meget gerne have et lift. Du skal have tak."
Han smilede. De gik hen til bilen.
" Hej mor. Det her er Sirena. Hun har ikke nogen kørelejlighed, så jeg tilbød hende at vi kunne give hende et lift."
Hans mor smilede. " Hej Sirena. Jeg hedder Alyssa. Hop bare ind."
" Tak, mrs. Hannigan."
Sirena smilede. Hun hoppede ind bagved. Det samme gjorde Max. Hendes puls stig. Hvorfor kunne han ikke bare sidde foran? Hun kiggede på ham i smug. " Jeg elsker dig, Max" tænkte hun tavs.
Hans mor var så venlig. Sad og stillede hende spørgsmål. Førte en samtale med hende. Hvor hun dog ønskede at det var hendes smigermor. Hun kunne virkeligt godt lide hende. De ankom til hendes hus.
" Tak for turen, mrs. Hannigan."
" Det var så lidt, min pige, men kald mig Lyssa."
Sirena smilede. " Okay, tak Lyssa."
Max tog selen af.
" Nu skal jeg følge dig hen til døren."
De stig ud af bilen. Gik op til hoveddøren. Hun kiggede på ham.
" Tak for i aften. Du må undskylde hvis jeg var, ja hvad skal jeg kalde det, kold, men jeg bliver altid helt opslugt når jeg ser en kamp. Jeg glemmer alt om mig. Og tak fordi du fulgte mig hjem."
Max smilede. " Selv tak. Nej, det har været fantastisk. Og det var så lidt."
" Så må vi vel hellere sige godnat."
" Ja, det må vil vel. Godnat Siri. Og sov godt."
" Tak. I lige måde Max."
Hun tøvede lidt. Vidste ikke om hun skulle give efter sin trang til at kysse ham.
Hun lænede sig hurtigt frem. Gav ham et hurtigt kys på munden. Skyndte sig at sige undskyld og åbnede hurtigt døren. Smuttede ind. Kiggede ud af døren. Han var væk. Hun lænede sig op af døren og lod sig glide ned. Det havde været en fantastisk aften. Men hvorfor havde hun været så dum at kysse ham? Nå, sket var sket. Hun kunne ikke ændre det. Men det var godt hun havde skyndt sig ind. Ellers havde hun ydmyget sig endnu mere, Hun var ude hvor hun ikke kunne bunde. Men hun var mere lykkelig end hun nogensinde havde været.
* * *
Max var kommet i god tid til kampen. Han havde for første gang været i tvivl hvilken tøj han skule tage på. Tænkt nu hvis der dukkede en pige op. Og den pige var Sirena. Men han regnede ikke med det, men hvad nu hvis. Så vil han gerne se godt ud.
Han havde til dels budt på kampen fordi han håbede på at der var en chance for at Sirena vil dukke op. Skulle det ske kunne han ikke holde tanken ud at hun skulle være der med en anden dreng.
Han kiggede på pladsen ved siden af ham. Kampen startede snart og der var ikke dukkede nogen om. Lidt som han havde forventet. Da kampen startede dukkede der en op. Han havde kigget op og tabt underkæben. Dér stod hun. Hans drømmepige. Iført knicks trøje og kasket.
" Dig." sagde de i munden på hinanden.
Han troede hans øjne spillede ham et puds. Kunne ikke være Sirena der stod lige foran ham.
" Hvorfor siger du det på sådan en overrasket måde?" spurgte Sirena.
Hvorfor? Han kunne simpelthen ikke fatte sit eget held." Jo, jeg kunne spørge dig om det samme," Max smilede. " Undskyld. Det var ikke pænt sagt. Jeg troede bare ikke der vil dukke nogen op og da slet ikke en som var knicks fan."
" Så fordi jeg er en pige kan jeg ikke være knicks fan? Interessere mig for basket?"
" Jo, jo. Det var ikke sådan ment. Undskyld, Siri. Tilgiv mig. Det var forkert formuleret."
Fuck. Han havde sikkert kludret i det. Den sidste chance han havde hos hende var sikkert væk nu.
" Okay. Jeg tilgiver dig. Lad os nu bare nyde kampen. Okay? Vi behøver jo ikke at snakke sammen. Så bare lad som om jeg ikke er her."
Det var så det. Hun hadede ham. Hun så sikker helst at han ikke var der. Han havde mistet hende. Han skulle have prøvet noget mere. Vis at han var ligeglad med hvad andre tænkte. Han kiggede på hende. Med sorg i blikket. Hun var så tæt på og så alligevel så langt væk.
" Okay."
Hun begyndte på sin mad og sodavand. Han kunne ikke fatte det. Hun overraskede ham konstant. Tænkt, han var forelsket i en pige der interesserede sig for basket. Hvilken drøm. Hun virkede anspændt i starten. Men slappede gudskelov af lidt efter lidt. Til sidst bandende hun og opførte sig som en fan. Max sad og betragtede hende. Kunne han ikke få hende vil han ingen have. Så vil han forblive ungkarl. Ingen kunne alligevel leve op til Sirena. Han vil altid nøjes. Aldrig have den pige han ønskede. Det var ikke fair over for nogen. Det blev halvleg. Der opstod tavshed. Pinlig tavshed. Han måtte bryde den. Kunne ikke holde det ud.
" Nårh, nyder du så kampen?"
Sirena smilede. " Meget. Rigtigt meget. Hvad med dig?"
Max smilede. " Ja meget. Mere end jeg havde forventet."
Og alt takket været hende. Han var på en date med Sirena. Eller det skulle det havde været. I stedet følte han det som var han i vejen. Folk begyndte at råbe. Han fik øje på kys-cam på storskærmen. Fedt. Hvem blev nu ramt? Han havde altid hadet kys-cam. Det var ydmygende hvis man ikke kendte hinanden. Pludselig kom de på skærmen. Han blev bleg. Skulle de kysse? Han ønskede ikke noget andet, men på åben skærm. Ellers tak.
Folk begyndte at råbe: " Kys, kys, kys."
Han vidste de ville blive ved indtil de gjorde det.
Max smilede: " Vi må hvis hellere gøre det. Vi kan ikke skuffe folk. Det er jo en tradition. De vil blive ved indtil vi gør det."
Sirena trak på en ene mundvige og fnyste ud." Ja, det må vi vel hellere."
" Okay. Klar?"
" Klar."
" Godt. Så er det nu."
Han var virkelig nervøs. Havde svedige håndflader. Han lænede sig mod hende. Så hende dybt i øjnene. Hun gjorde det samme. Lige inden deres læber mødtes stoppede de. Han kiggede en sidste gang på hende og lænede sig frem. Han gav hende et blidt kys. Wow. Det føltes alt for godt. Det var som om han kunne høre fyrværkeri. Han slap hende. Det føltes som et tab. Nej, fuck fornuft. Det her var hvad han have ønsket sig så længe. Nu ville han skide på konsekvenserne. Han gav hende endnu et blidt kys. Et blev hurtigt til flere. Blev mere intens. Jo mere han fik, jo mere ville han have. Pludselig kunne han mærke hendes tunge blidt over hans læbe. Det var dråben der fik bægret til at flyde over. Han mistede det sidste af hans selvkontrol. Han åbnede munden. Lod hende komme ind.
Fornuften kom tilbage. Han fjernede sig med et ryk. Hvad havde han lige gjort? Han havde glemt virkeligheden et øjeblik. Hvad mon hun ikke tænkte? Han havde sagt at det skulle overståes og så have han nærmest taget hende på stedet. De trak vejret meget gispende. Så på hinanden.
" Det må du undskylde Sirena. Jeg lod hvis rive mig lidt for meget med. Undskyld. Jeg tænkte på en anden. Jeg håber ikke du vil hade mig for meget for det."
Det var en løgn. Han havde overhovedet ikke tænkt. Kun taget det han havde ønsket for så længe.
" Det okay. Jeg var ikke bedre selv. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg kan jo ikke engang lide dig. Jeg ved ikke, det var måske bare det at en dreng rent faktisk kyssede mig. Skal vi ikke bare glemme at det skete?"
Hans hjerte bristede. Blev knust. Hun kunne ikke lide ham. Og hun ville glemme det. Max vil aldrig glemme det. Aldrig nogensinde. Det var det mest dyrebareste øjeblik i hans liv. Så slog det ham. At en fyr rent faktisk kyssede mig. Havde hun aldrig blevet kysset?
" Var det dit første kys?"
Hun rødmede og kiggede flovt på ham.
Det smertede ham at se hende sådan og vide det var på grund af ham.
" Hvad havde du regnet med? At jeg vadede mig i drenge? Og hvad så hvis det er? Det gjorde det ikke mere forkert. Lad os nu bare se kampen videre og glemme at det overhovedet skete."
Han havde givet hende hendes første kys. Det gjorde ham mere lykkelig end det burde. Ingen havde haft hende. Og han ønskede at ingen nogensinde skulle få hende. Hvis bare han havde vidst det. Så havde han aldrig gået videre. Det skulle havde været noget specielt.
" Så må du undskylde hvis jeg var for hård. Jeg ville have været mere blidt, hvis jeg havde vidst det. Det er hermed glemt."
Max kiggede en sidste gang på Sirena og vendte så blikket mod kampen. Det glædede ham at det var hendes første kys. Så måtte det betyde at hun også var jomfru. Hvor han dog ønskede hun var så vild med ham at hun vil give sig hen til ham. Tænkt at have den ære at være hendes første. Han havde svært ved at koncentrere sig om kampen. Han kunne kun tænkte på kysset. Kampen sluttede. De fulgtes ad til parkeringspladsen. I dybt tavshed. Han så sin mor holde og vente. Det var så tid til at sige farvel. Desværre.
" Tak for i aften. Der er min mor. Jeg må gå. Bliver du hentet?"
"Det tror jeg ikke. Jeg fik ikke aftalt noget med min mor."
" Vil du have et lift?"
"Nej. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg tager bare bussen."
" Det er du ikke. Jeg vil have det meget bedre hvis jeg vidste du var kommet sikkert hjem. Desuden vil min mor skælde mig ud for bare at gå min vej."
Sirena smilede. " I så fald så vil jeg meget gerne have et lift. Du skal have tak."
Max smilede. Glad for at kunne tilbringe mere tid sammen med hende. De gik over til bilen. Han føltes sig som en lille dreng igen. Som for første gang skulle vise sin kæreste frem.
" Hej mor. Det her er Sirena. Hun har ikke nogen kørelejlighed, så jeg tilbød hende at vi kunne give hende et lift."
Hans mor smilede. " Hej Sirena. Jeg hedder Alyssa. Hop bare ind."
" Tak, mrs. Hannigan."
Hun hoppede ind. Han satte sig bagi. Bare for at være tættere på hende. Han vidste dog ikke hvad han skulle sige. Alt af mest havde han lyst til at råbe at han elskede hende, men det gik ikke. Han have ikke lyst til at ydmyge sig.
Hans mor snakkede med Sirena. Stillede hende spørgsmål. Hvor var han glad for at de kom godt ud af det med hinanden. De ankom til hendes hus.
" Tak for turen, mrs. Hannigan."
" Det var så lidt, min pige, men kald mig Lyssa."
Sirena smilede sit fantastiske smil. "Okay, tak Lyssa."
Max tog sin sele af.
" Nu skal jeg følge dig hen til døren."
De stig ud af bilen og gik op til hoveddøren. Hun kiggede på ham med sine fantastiske smukke grønne øjne.
" Tak for i aften. Du må undskylde hvis jeg var, ja hvad skal jeg kalde det, kold, men jeg bliver altid helt opslugt når jeg ser en kamp. Jeg glemmer alt om mig. Og tak fordi du fulgte mig hjem."
Hun bekymrede sig om hvordan hun havde behandler ham. Ingen af de piger han rendte med vil gøre det. Hun var helt klart guld værd. Den mand som fik hende var verdens heldigeste mand.
Max smilede. " Selv tak. Nej, det har været fantastisk. Og det var så lidt."
" Så må vi vel hellere sige godnat."
" Ja, det må vil vel. Godnat Siri. Og sov godt."
" Tak. I lige måde Max."
Han ville se hende gå ind af døren før han gik. Det var som om hun tøvede lidt. Pludselig lænede hun sig frem og gav han et hurtigt kys på munden. Undskyldte for det og skyndte sig ind.
Han tog sig til sine læber. Undskyld? Hun skulle ikke undskylde. Tværtimod var det fantastisk. Hun havde kysset ham frivilligt. Måske var der noget alligevel. Han gik tilbage til bilen. Hans mor smilede da han satte sig ind.
" Hun er en dejlig pige, Max"
Han kiggede på hans mor og så væk.
" Det ved jeg, mor."
" Jeg vidste ikke du skulle på en date."
" Det skulle jeg heller ikke."
" Men hun kyssede dig lige. Og du har aldrig ladet mig se en pige før. Er hun din kæreste?"
" Mor. Hold nu op. Nej, hun er ikke min kæreste. Vi er ikke engang venner."
" Men du kan lide hende. Ikke også skat?"
" Mor. Gider du ikke holde op med krydsforhøret. Hvad er det du vil høre. at jeg kan lide hende? Godt hvis du absolut skal vide det, så elsker jeg hende, men hun ser ikke til min side."
" Skat, skat. Du har meget at lære om kvinder. Når en pige opfører sig som Sirena lige har gjort, så er det fordi hun er forelsket i fyren."
Han blev såret. Hvis det bare var så vel." Så siger vi det, mor"
" Tro mig skat. Fortæl hende hvad du føler."
" Og gøre mig selv til grin?"
" Nej, men hvad har du at tabe?"
" Min værdighed."
" Jo, men hvis hun gengælder dine følelser, hvad vinder du så?"
" Det bedste der er sket i mit liv."
" Præcis. Så fortæl hvad du føler. Hvis det ikke er gengæld så ved du i det mindste. Så skal du ikke spekulerede på det."
" Du har ret mor. Jeg er bare bange for at skræmme hende væk."
" Det forstår jeg. Det er normal. Men man vinder intet ved ikke at tage nogle chancer."
Hans mor havde ret. Han havde alt at vinde, men intet at tabe. Ikke noget han allerede havde. Han have jo allerede indset at det ikke vil blive dem, så skulle hun sige nej, så ændrede det intet. Men skulle hun gengælde hans følelser vil han havde vundet alt hvad han ønsket sig i livet.
" Jeg gør det mor. Jeg fortæller hende sandheden."
"Hans mor smilede. " Godt min skat. Jeg krydser fingre for dig."
" Tak mor."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar