Lusiana glimrede med øjnene og slog dem langsom op. Satte sig op og tog sig til hovedet. Følte sig svimmel. Hun kiggede sig omkring, hvor var hun? Hun befandt sig i en skov, men hun anede ikke hvad der var sket. Hvordan var hun havnet her?
Hun følte en sult. En sult efter… ja efter hvad? Hun kunne ikke sætte ord på det, men hun havde aldrig følt det før. Hun prøvede at rejse sig, men hendes ben eksede under hende. Hun prøvede et par gange før det lykkedes hende noget vaklende at komme op og blive stående. Hun var nær ved at besvime af sult.
“ Jeg må hellere prøve at finde noget at spise og så prøve at finde ud af hvor jeg er og hvad der er sket,” tænkte Lusiana.
Hun begyndte meget langsomt og vaklende at gå af sted for at finde føde i skoven. Hun havde ledt i flere timer og kunne næsten ikke gå mere, da hun fik øje på en hjort. Havde man kunne se hendes øjne, havde man kunne se en vildskab så stor lyse op med flammernes hast. Med en nyvunden energi satte Lusiana af i en spring og på 0,5 havde hun fanget hjorten. Hun satte tænderne i med sådan en lyst. Hun sugede og sugede som galt det hendes liv.
“Årh, hvor er det berusende. Det føles så dejligt, så rigtigt,” tænkte Lusiana.
Hun følte sig helt oplevet, et med natten. Hun slikkede sig om munden.
“Mmmm. Må have mere blod,” tænkte hun, og begav sig som et rovdyr efter endnu et forsvarsløs dyr.
* * *
Lusiana vågnede midt i en skov. Hvor var hun? Hvordan var hun havnet her? Hun kunne ingenting huske. Hun blev bange, krympede sig sammen. Da hun lidt efter lidt fik modet igen rejste hun sig op. Hun følte noget klistret på sin hånd og kiggede på den.
“NEEEEEEJ!” Lusiana skreg af sine lungers kraft. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere mens hun vendte sine hænder.
“Nej, nej, nej, nej, nej, det kan ikke passe.” Hun begyndte at græde.
“ Hvad er der sket!? Har jeg dræbt noget og i tilfælde hvad?” Hun rejste sig op og begyndte at lede efter en sø eller en å. Vil bare af med blodet. Efter en halv time fandt hun en sø, hun tog tøjet af og begyndte at vaske tøjet. Det vil ikke af, hun begyndte at vaske hurtigere og mere skrubbende, men lige meget hjalp det. Hun begyndte at vaske febrilsk, mens hun så småt begyndte at bryde sammen. Hun kunne ikke klare mere. Hun kunne ingenting huske og hun anede ikke hvor hun var. Og så blodet, hvad var der SKET!?
Sådan foregik det i en uge. Lusiana vågnede op i en skov dækket af blod og kunne ingenting huske. Hun prøvede desperat at huske, men lige meget hjalp det.
* * *
Rædslen kom snigende og fyldte med ét hele Lusianas sind. Det kunne ikke passe, måtte bare ikke være sandt. Hun begyndte at græde. Men det var den rene sandhed, hun kunne ikke løbe fra det, hvor meget hun end ønskede det. Hun var en vampyr! Hun kunne huske det hele nu. Hvad der var sket den skæbnesvangre nat. Hvorfor skulle hun dog også gå med den lille pige? Men pigen var så ked af det, var blevet væk fra hendes forældre og ville have hjælp til at komme hjem. Hun skulle havde gået videre, men så godtroende og hjælpsom som hun var, kunne hun ikke holde ud at se den lille pige helt alene. Lusiana tog sin hånd op til bidemærkerne. Huskede følelsen hun havde haft da det skete. En følelse hun skammede sig over. Hun havde følt en berusende dejlig ting. Som hun for første gang var i live, og som en instinkt havde hun suget noget af pigens blod. Var det virkelig hendes skæbne? At være dømt til at leve i natten som en vampyr? Det kunne ikke være sandt. Sådan var hun ikke. Hun har aldrig kunne gøre nogen fortræd. Hvordan skulle hun så kunne leve af det? Hvad med hendes familie? Skulle hun aldrig se dem igen? Skulle hun aldrig føle det at være forelsket? Hun var dømt til et liv i ensomhed.
* * *
I starten kunne Lusiana ikke få sig selv til det. Hun kunne mærke sulten, men vil ikke gøre det. Ville ikke slå ihjel. Når hun så et dyr i skoven, mærkede hun vildskaben, lysten, men hun prøvede at fortrænge det. Det var svært, virkelig svær, men det lykkedes de første par gange. Men hun kunne ikke holde ved. Til sidst overmandede lysten hende og hun angreb et dyr. Satte tænderne i og sugede. Hun græd voldsom i mens hun gjorde det. Græd og sugede, græd og sugede. Skammede sig over den adrenalin hun fik. Denne berusende tilstand, hvor meget det egentlig nød hende at suge kraften af det hjælpelæse dyr.
Sådan forsatte det i et stykke tid, hun angreb dyrene men hun græd hver gang, indtil den dag hvor hun endelig accepterede det.
* * *
Lusiana blev efterhånden mere og mere farlig, ondskabsfuld. Hun blev snart den mest farlige og ondskabsfulde vampyr. Hendes teknik var gennemtænkt. Hun spillede på hendes udseende. Hun var lille af størrelse. Hendes øjne så blå som de dybeste søer, indtil hendes øjne lyste af vildskab. Hendes mund var rød og lidenskabelig. Hendes hår skinnede og var sort som natten. Bølgede blødt ned til lænden. Kendes krop havde helt de rette kurver, hendes hud så blød som dun og fin som en babys. Hun lignede nattens dronning. Hun kiggede mændene dybt i øjnene, så de blev helt fortryllet. Derefter lokkede hun dem med “hjem” og sugede alt kraften ud af ham. Lusiana blev aldrig i den samme by for længe. Sådan fortsatte hun indtil den skæbnesvangre nat, hvor hendes skæbne forandrede sig for altid.
* * *
Lusiana var efterhånden blevet 568 år og havde været vampyr i 550 år, da hun en nat fik øje på ham. Ham som skulle ændre hendes liv for altid. Der havde været en overgang med masseudryddelser af vampyrer og en især jagt på hende var begyndt, men hun havde overlevet og nu var folk så småt begyndt ikke at tro på vampyrer.
Året var 1900 og Lusiana var ude på jagt efter sit næste bytte, da hun fik øje på en fyr. Hun følte en eller anden varm følelse som hun aldrig havde følt før. For første gang så hun på et menneske som et menneske og ikke som et bytte. Hun mistede helt appetitten. Hun var nysgerrig, ville følge ham, udforske denne følelse. Hun listede sig nærmere, var et med natten, forfulgte ham på afstand. Nu kunne hun se ham ordentlig. Hun følte sig draget mod ham. Kunne ikke få øjnene fra ham. Han var naturligt smuk. Han havde, af hvad hun kunne se, klare mørkegrønne øjne, muskuløs krop og brunt hår.
*knæk.*
Fuck, hun kom til at jogge på en gren. Han vendte sig om. Begyndte at gå lidt hurtigere. Pis, pis. Han fik hende til at miste koncentrationen. Hun plejede aldrig at lave sådan en fejl. Hun prøvede at følge efter ham, men mærkede sulten. Hun måtte finde sig et offer.
* * *
Der var gået en uge uden hun havde set ham. lige meget hvor meget hun prøvede kunne hun ikke glemme ham. Hun havde prøvet at finde ham igen, men det var ikke lykkedes. Nu var hun så småt begyndt at miste håbet om nogensinde at se ham igen. Hun vil så gerne se ham igen, bare et glimt. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig følt sådan før. Hun kunne lide ham. Hun drømte om ham. Hun var bage for at blive forelsket i ham. Det ville ikke kunne gå. Et menneske og en vampyr. Det var dømt til at mislykkedes.
Der skulle gå et år før hun fik ham at se igen.
* * *
Et år senere…….
Lusianas følelser var ikke blevet mindre, tvært imod, de var blevet meget større. Hun kunne ikke holde det ud. Hun havde ingen appetit, men blev nødt til at spise. Hun sov dårligt, drømte om ham konstant. Hun havde mistet håbet om nogensinde at se ham igen og det gjorde hende helt syg. Hun længes efter ham, om at se ham, kysse ham, røre ham. Hun var faldet pladask for ham. Hun vidste det ikke kunne blive til noget. Han ville aldrig kunne elske hende. Han ville gå så snart han fandt ud af hun var vampyr. Men hvorfor overhovedet tænke over det, hun ville jo aldrig se ham igen. For første gang havde hun ikke lyst til at leve. Et liv uden ham er et liv uden mening. Lusiana var meget svag, havde ikke spist i flere uger, havde ikke lyst, ville bare dø. Hun valgte dog til sidst at finde noget mad, hvilket skulle vise sig at være en god idé.
Lusiana gik nede ad gaden efter et nemt bytte. Hun var meget svag. Så hun vaklede noget, havde svært ved at stå oprejst. Hun besvimede.
Lusiana vågnede ved at der blev hældt vand på hende og nogen klappede forsigtigt hendes kinder. Hun glimrede med øjnene og åbnede dem langsomt. Hun kiggede op i nogle fantastiske grønne øjne. Det var ham! Hendes hjerte galoperede af sted.
“ er du okay,” spurgte hendes drømmefyr. Lusiana kunne ikke svare ham. Hun kunne overhovedet ikke sige noget.
“ Arh, du er stum, det beklager jeg, det anede jeg ikke. Nu skal jeg hjælpe dem op, frøken.” Hun rømmede sig. “ Undskyld herre, jeg var bare lidt skræmt. Mange tak.” Fyren smilede mens han rakte hende sin arm. “ Så du kan snakke, og må jeg sige med en smuk stemme.” Han rejste hende op. Hele hendes krop stod i flammer. Han rørte hende. Snakkede til hende. Hun rødmede over hele ansigtet. “Tak.” da han slap hendes hånd, eksede hendes ben under hende, med ét havde han grebet hende.
“ Vi må hvis hellere finde noget mad og drikke til dig, så du kan få det bedre. Kom med mig og bare rolig, jeg gør ikke noget. Mit navn er for resten Mikkel Andersen.” Han rakte hende hans hånd som for at sige goddag. Han kiggede hende i øjnene. Mikkel, hans navn var Mikkel! Hvor var det et flot navn. Hun faldt endnu mere for ham, ærgerligt at deres veje måtte skilles. Hvordan skulle hun dog forklare at det ikke hjalp?
“ Tak, det er pænt af dig, hr. Andersen,” “- kald mig Mikkel.” “Okay” Lusiana smilede, “ Mikkel, men jeg kan ikke tage imod det. Det går ikke. Tak for hjælpen, men jeg må gå.” Hun fjernede hans hånd og noget vaklende gik hun. Det var noget af det sværeste hun havde gjort, men hun var nødt til det. Det ville ende med et knust hjerte.
Mikkel kiggede efter hende. Ville gerne løbe efter hende, være sammen med hende, men valgte at lade hende gå.
* * *
Lusiana havde sovet dårligt den dag. Hun blev ved med at tænke på Mikkel, men hun vidste at det var det klogeste valg, også selvom det smertede hende at gøre det. Men hellere få knust hjertet nu end senere. Hun vidste det ikke kunne blive dem. Det kunne det ikke. Han ville sikker løbe sin vej, når han fandt ud af sandheden.
Lusiana begav sig trist ned ad gaderne. Hun gik helt i sine egne tanker, da hun pludselig stødte ind i en.
“Det må De undskylde, jeg så dem ikke.” Hun løftede sine øjne og begyndte at rødme. “ Århww, Mikkel. Det beklager jeg. Jeg må videre. Modtag min dybeste undskyldning.” Hun gjorde tegn til at gå, men denne gang lod Mikkel hende ikke gå. Han greb fast i hende. “ Næ, du kan tro nej, frøken. Denne gang lader jeg dig ikke gå”
“ Lad mig nu gå. Det vil ikke…”
“ Du begynder ikke på det igen. Jeg kan nok selv bestemme om jeg vil se dig igen. Lad mig nu præsentere mig ordentlig.” Han tog hendes hånd og kyssede den blidt, “ Goddag frøken. Mit navn er Mikkel Andersen og De hedder?”
Hun rømmede. Pokkers, hvorfor skulle han være så sød. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende gå. Skulle hun sige hendes rigtige navn? Hun vidste der var skrevet en bog om hende. Havde han læst den? Ville han løbe sin vej hvis hun sagde sit rigtige navn? NEJ. Hun måtte finde et andet navn og så nyde den tid de fik sammen.
“Nårh, frøken, ville De give mig deres navn?” spurgte Mikkel og kiggede nysgerrig på hende. “ Giv mig lige lidt tid. Jeg står stadig og tænker om jeg skal give dig en chance. Men mit navn er vel okay at give dig. Jeg hedder Petrine Magnussen.”
“Petrine. Smuk navn. Nå, Petrine, vil De gøre mig den ære og spise en middag med mig? “Hmmm, en middag gør vel ikke noget.” Mikkel storsmilede. “Dejligt, skal vi gå?” Han tilbød hende sin arm. Hun tog imod den og de gik hen til byens bedste kro. “ Gudskelov at jeg har spist,” tænkte Lusiana.
De satte sig ved at bord og bestilte. Hvordan hun skulle få det ned vidste hun ikke, men hun måtte finde på en måde. Alle mændene kiggede på hende, sendte misundelige blikke. “ Se, hvordan mændene kigger på dig. Men kan man bebrejde dem det. Du ligner en gudinde. Du er den smukkeste pige der findes.” Lusiana rømmede. Det var skønt at høre ham sige det. “ Nå, Petrine, jeg synes ikke jeg har set dig i byen før. Har du boet her længe?”
Fuck, hvad skulle hun sige? Hun måtte lyve. Hun havde det dårligt med at skulle lyve over for ham.
“Nej, jeg var lige ankommet til byen første gang vi mødtes.” Deres mad ankom og de begyndte at spise i tavshed. Nogle få spørgsmål en gang imellem. Da de var færdig med at spise spurgte Mikkel om hun ville gå en tur med ham. Det ville hun gerne. De spadserede sammen i flere timer, da de var på tide at skilles.
“Petrine, jeg har virkelig nydt vores aften. Vil De ikke nok sige ja til at tilbringe dagen sammen med mig i morgen?”
“ Det kan jeg ikke, Mikkel. Jeg kan kun være sammen med dig om aftenen.” Fuck, ordene var smuttet ud af hende uden at hun havde tænkt over det. Gudskelov virkede det ikke som om han fandt det mærkeligt. “ Så tager jeg til takkes med aftenen. Skal vi sige ved kroen samme tid som i dag?” “ Det kan vi godt. Nu må jeg gå, farvel, Mikkel.” Han kyssede hendes hånd og smilede. “ Farvel, smukke Petrine.” Lusiana var ved at springes af lykke.
* * *
Halvanden år senere……
Lusiana havde lige mødt Mikkels forældre. De havde taget venlig imod hende, selvom hun kunne se det var ren facade. De tilhørte den rige klasse og hun “den fattige.” De var ved at sige farvel. Han lagde sine fingre på hendes hage og løftede hendes ansigt så hun så ham i øjnene. Han smilede. “ Du er i sandheden en dejlig pige.” “ Det er dine forældre nok ikke enig i. Jeg tror ikke de ligefrem var glade over at jeg er fattig.”
“ Jeg er ligeglad hvad mine forældre synes. Hovedsagen er at jeg rigtigt godt kan lide dig, Petrine.” Han kiggede hende dybt i øjnene og lagde sig stille frem. Hans læber mødtes hendes i et blidt kys. Lusiana følte hun skulle eksplodere. Hun mærkede hele hendes krop blive varm. Deres læber skilles. “ Jeg kan også rigtigt godt lide dig, Mikkel.” Han smilede. “ Det var godt.” Han kyssede hende igen. “ Vi må hvis hellere sige farvel for i aften.” Han kyssede hende dybt og længe. “Farvel Petrine.” “Farvel Mikkel.” Det var den bedste nat i hendes liv, men skulle også vise sig at være starten på den værste.
* * *
Et halvt år senere…….
Lusiana skulle mødes med Mikkel. Han havde sagt i går at han havde noget vigtigt at sige. “ Det var så det” tænkte hun, “ han vil slå op med mig. Men jeg har nydt vores tid sammen.” Hun gik ned til søen hvor hun skulle mødes med ham. “ Hej” “ Hej.” Han kyssede hende. “ Hvad ville du snakke med mig om?” “ Jo, Petrine, sæt dig lige på bænken.” Hun satte sig ned. Det var nu. Han vil slå op med hende. Selvom hun vidste det at det en dag ville komme, gjorde det stadig ondt, men de var nødt til det. Deres liv passede ikke sammen. Han tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. “Petrine. Vi har kendt hinanden i halvanden år nu. Det har været de bedste halvanden år i mit liv. Du er den dejligste og smukkeste pige jeg har mødt. Jeg kan ikke forstille mig et liv uden dig. Jeg vil tilbringe resten af mit med dig, kan jeg ikke få dig vil jeg ikke leve mere. Jeg elsker dig overalt på jorden.” han lagde sig på knæ og tog en ring frem. “ Petrine Alvida Magnussen, vil du gøre mig den til lykkeligste mand og blive min hustru?”
Lusiana havde det som skulle hun dø. Hvorfor skulle han nu gøre det. Det var næsten værre end at han ville forlade hende. Deres liv kunne jo ikke blive til noget. Før eller siden vil han se at hun ikke ældes. Hun måtte skuffe ham og gøre ham ked af det, hvilket hun ikke havde lyst til.
“ Jeg kan ikke, Mikkel. Jeg kan ikke gifte mig med dig.”
“ Hvad? Jeg troede du følte det samme som mig,”
“ Tro mig, det gør jeg. Af samme grund kan jeg ikke gifte dig med dig, jeg vil ikke give dig det liv jeg har. Vi må skilles for altid.”
Petrine, min elskede, det må du ikke sige. Ikke engang for sjov. Jeg elsker dig. Lad mig nu selv bestemme hvordan jeg vil leve mit liv. Jeg vil hellere leve i fattigdom med dig ved min side end at leve et rigt uden.”
“ Du forstår ikke. Det er ikke derfor. Jeg har ikke været helt ærlig over for dig.”
“ Åh nej, sig ikke du allerede er gift.”
Lusiana begyndte at græde. *snøft, snøft*. Hun tog en dyb indånding og puste ud.
“Nej, det er jeg ikke. Det er meget værre.”
“Hvad kan være værre end det. Lige meget hvad de er, så ændre det ikke mine følelser, Petrine.”
“ Det er jeg ikke så sikker på. Husk på når jeg siger det, at jeg elsker dig, fra første jeg så dig. Derfor løj jeg om min identitet.”
“Hvad er det du prøver at sige, Petrine?”
Nu var det nu. Øjeblikket hvor hun måtte fortælle noget som vil få ham til at løbe sin vej. Det gjorde ondt at vide, men det måtte gøres. Lusiana tog endnu en dyb indånding, ingen hun tog sig sammen og fortalte sandheden.
“ Jeg fortalte dig ikke mit rigtige navn, Mikkel. Af frygt for at du ville rende bort. Jeg vil så gerne tilbringe tid med dig at jeg valgte at give dig et andet navn.” Hun tog en dyb indånding.” Mikkel, mit rigtige navn er Lusiana Dionysiosdatter.”
“Lusiana Dionysiosdatter, hvad er det specielt ved det navn? Uuuuw. Lusiana Dionysiosdatter! Den mest berygtede vampyr næst efter Dracula. Den Lusiana Dionysiosdatter?”
“Ja, den Lusiana Dionysiosdatter. Jeg er 570 år. Jeg har gjort ting i mit liv som er skadelig for de sarte nerver, men det farligste jeg har gjort var at forelske mig i dig. Jeg elsker dig for højt til at kunne leve sådan. Derfor må vores veje skilles.”
“Lusiana. Søde, søde Lusiana. Du har nok ret i at dengang ville jeg havde løbet skrigende bort, men ikke nu. Jeg elsker dig, lige meget hvad du er. Hvis den eneste måde jeg kan være sammen med dig er at jeg bliver til en vampyr, så er jeg villig til at gøre det. Jeg vil ikke miste dig. Så Lusiana Dionysiosdatter vil du tilbringe dit liv med mig?
“ Vil du virkelig leve med mig?”
Han nikkede. “ Mere end noget andet.”
“ Så ja, min elskede.” De mødtes i en lidenskabelig omfavnelse.
“Nå, Lusiana. Nu til den mere alvorlig del. Jeg vil have dig til at forvandle mig. Jeg vil kun leve med dig som vampyr, til evig tid. Kun dig og mig.”
“Årh. Vil du gøre det? Nej, jeg kan ikke gøre det. Jeg elsker dig for højt til at gøre det.”
“Nu gør du det igen. Lad mig nu leve mit eget liv. Jeg vil tilbringe hver vågen tid med dig. Jeg vil ikke kunne holde ud at tilbringe dagen med at gå rundt uden dig. Vil du gøre mig til vampyr?”
“ Er du sikker?”
“ Jeg har aldrig været mere sikker i mit liv.”
“Okay så. Jeg gør det, elskede.”
De kyssede hinanden dybt, inden Lusiana bed ham i halsen, for derefter at skære sig selv, så Mikkel kunne drikke hendes blod.
For første gang var Lusiana glad for at blive vampyr. Havde hun ikke blevet det, havde hun aldrig mødt Mikkel. Mikkel, hendes skæbne. Hun vidste nu at de var skabt for hinanden. Hinandens skæbner.
* * *
Lusiana og Mikkel levede lykkelig sammen de næste 107 år indtil den nat hvor Lusianas ondskab lyste op i en stor bue.
Året var 2010. Lusiana var på jagt, mens Mikkel var hjemme og passe på deres lille pige Petrine. Årh, det var sådan en dejlig fornemmelse når blodet kom flydende. Da hun var færdig var det på tide at komme hjem. Da hun var ved at være hjemme, hørte hun en lyd i deres lejr. Hun var langt nok væk til at kunne se hvad der skete, men også langt nok til ikke at kunne ses. Herfra skulle hun se sit værste mareridt. Lige for øjnene af hende blev Mikkel og Petrine slået ihjel.
“NEEEEEEEEEEJ” Lusiana brød grædende sammen. Græd og græd, kunne ikke stoppe igen. Hendes elskede Mikkel og Petrine, væk for altid. Lusiana kunne mærke ondskaben og vildskaben vokse op i sig. Hun ville have hævn. Hævn over de mennesker der slog hendes familie ihjel. Ingen skulle slippe fra at slå hendes familie ihjel. Lusiana skyndte sig hen til hendes første skjulested, hvor hun havde en bog med formularer gemt. Nu skulle de få betalt. Hun ville blive endnu mere farlig. Endnu sværere at slå ihjel. De skulle føle smerte, lige så meget smerte som hun føler, hun fandt formularerne som gør at hun kan forvandle sig til en sky og en ulv.
* * *
Dagen efter fandt to børn liget af en mand. Han var sønderrevet og på hans hals kunne man se to bidemærker. Ved siden af fandt man en lille seddel, hvorpå der stod:
Dette er kun et forsmag på hvad der ville ske med jer. Jeg vil have de folk som slog min Mikkel og lille datter Petrine ihjel. Jeg vil blive ved, intet kan stoppe mig. I skal få lov til at føle smerte. Så kig jer en ekstra gang over skulderen inden I går i seng og gå ud om aftenen. Jeg SKAL nok finde de folk som slog min familie ihjel. Melder I jer ikke selv, skal jeg nok finde jer på min egen måde.
Lusiana Dionysiosdatter
Nu er Lusiana derude på jagt efter de personer som slog Mikkel og Petrine ihjel. Hun er indædt af had og raseri. Hun er farligere end nogensinde. Hun angriber som en ulv og en sky. Hun kommer ind i husene som en sky og sønderrevner folk i deres senge.
Så pas på. Måske er den næste ulv eller sky du ser, Lusiana på jagt efter de personer der slog hendes familie ihjel og hvem ved, måske er du det næste sønderrevne lig. Så husk at kigge dig en ekstra gang over skulderen inden du går ud om aftenen og inden du går i seng.
