Sirena sad i sin egen lille verden. Hun havde samfundsfag, men hørte ikke rigtig efter. Hun kunne ikke koncentrere sig. Sad bare og stirrede på Max. Hun var faldet pladask for ham, men hvorfor lige ham? Hvorfor kunne hun ikke bare falde for en hvor hun rent faktisk havde en chance.
Hvis bare hun kunne få en mulighed for at være sammen med ham, kunne han måske se at hun eksisterede.
" Hvad er mikroøkonomi som mr. Greenberg har skrevet på tavlen og hvorfor har han taget en hat frem? Jeg skal virkelig lære at høre med i timerne." tænkte Sirena.
Mr. Greenberg forklarede opgaven, samtidigt med at han skrev navne og lagde nede i hatten. De skulle være sammen to og to, bestemt ved lodtrækning. Når grupperne var dannet fik hver gruppe tildelt en bestemt type familie og de skulle så prøve at lave en indtægt og udtægtplan for et helt år.
Nu skulle Max trække. Sirena holdt spændt vejret og håbede bare at han vil trække hende. Max læste op af sedlen.
Sirena udstødte et irriteret suk. " Det udtales Ca-stel-ja."
Hun smilede indvendigt da Max så flov ud. Indeni var hun jubel lykkelig. Den bedste mulighed for at være alene med ham, og så skulle de lege familie. Det kunne ikke være bedre. De skulle spille en sygeplejerske og tømrer med to piger og en dreng.
Max sad og havde samfundsfag. Han hadede faget, men elskede at Sirena gik der. Det var så skønt at kunne være i rum med hende og sidde og kigge på hende, når hun ikke opdagede det. Oppe ved tavlen ævlede mr. Greenberg om økonomi og ansvar. Max hørte kun efter med et halvt øre. Hans tanker var på en rødhåret pige med de mest fantastiske grønne øjne. Hvis bare han kunne tale med hende. Så kunne han måske få hende til at kunne lide ham, måske endda forelske sig i ham. Men til hvilken nytte? Hvad ville drengene ikke sige? At han kom sammen med Sirena. En upopulær og tilmed grim. Ikke fordi han synes det, men i andres øjne. Men hans følelser for hende kunne han heller ikke glemme. Han smugkiggede på hende igen. Hun så helt fortabt ud i sin egen lille verden. Hvad mon hun tænkte på`
" Nårh. Vi skal åbenbart havde noget om mikroøkonomi. Være sammen to og to. Årh, kære Gud. Please, lad mig blive partner med Sirena." tænkte Max.
Hatten gik på omgang og han hørte til sin egen lykke ikke hans eller Sirenas navn blive råbt op. Nu blev det hans tur. Årh, lad mig nu trække Sirenas navn. Han tog en seddel og åbnede den. Han var ved at råbe af lykke da han så navnet. Han læste det op, men havde lidt problemer med efternavnet.
" Sirena Ca-stel-la." Han hørte et irriteret suk fra Sirena. " Det udtales Ca-stel-ja."
Han blev flov. Endelig snakkede hun til ham og så var det for at rette ham. Og hun lød irriteret over at hun var endt med ham. Hans lykke blev straks vendt til sorg. Hans udkårne hadede ham. Måske var det også til det bedst. Han måtte bare få det bedste ud af det og for guds skyld ikke røbe hans følelser.
Der var gået fire uger siden de fik opgaven. De havde ikke fået lavet meget og opgaven skulle afleveres i morgen. De havde travl. Det vidste hun. men alligevel kunne Sirena ikke få sig selv til at kontakte Max. Hun stod ved hendes skab og var ved at bytte bøger, da Max pludselig stod ved siden af hende. Hendes hjerte begyndte at hamre. Hun vidste ikke hvor hun skulle kigge hen. Max smilede til hende og sagde hej.
" Hej." Hun rynkede på panden. " Hvad laver du her?"
" Tja. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle få fat i dig. Jeg vil bare snakke med dig om samfundsopgaven. Vi mangler jo en del og den skal afleveres i morgen. Så jeg tænkte på at vi jo har undersøgt det meste, så vi kunne tage hjem til en af os og lave den færdig. Den tæller jo for en tredjedel af årskarakteren. Så hvad siger du til det?"
Sirena blev skuffet over at han bare ville tale om opgaven, men alligevel. De manglede jo en del, så det vil nok tage hele dagen.
" Jo, det lyder som en god idé. Vi er jo nødt til at lave den færdig. Jeg tror jeg bor tættest på, så det vil nok være nemmest at tage hjem til mig."
" Jo, lad os bare gøre det. Har du bil?"
" Super, så lad os mødes ved min efter skoletid. Aftale?"
Resten af skoletiden tænkte Sirena kun på det tidspunkt hvor hun skulle være sammen med Max.
De skulle aflevere opgaven i morgen og de manglede stadig en del. Den perfekte undskyldning for at opsøge hende og være sammen med hende i dag. Opgaven talte jo for en tredjedel af årskarakteren. Han vil prøve at finde hende ved hendes skab. Da han nærmede sig skabet begyndte hans hjerte at galopere af sted. Han måtte tage en dyb indånding for at få styr på sig selv. Han gik over til hende. Smilede til hende og sagde hej.
" Hej." Hun rynkede på panden. " Hvad laver du her?"
Ja, hvad lavede han her? Det vidste han ikke engang selv. En del af ham vil sige det kun var for opgaven, mens den anden del vil sige for at se hende. Se hende smile. Kun på den måde hun kunne gøre det.
" Tja. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle få fat i dig. Jeg vil bare snakke med dig op samfundsopgaven. Vi mangler jo en del og den skal afleveres i morgen. Så jeg tænkte på at vi jo har undersøgt det meste, så vi kunne tage hjem til an af os og lave den færdig. Den tæller jo for en tredjedel af årskarakteren. Så hvad siger du til det?"
Please, lad hende nu sige ja. En hel dag med hende vil bare være så fantastisk.
" Jo, det lyder som en god idé. Vi er jo nødt til at lave den færdig. Jeg tror jeg bor tættest på, så det vil nok være nemmest at tage hjem til mig."
YES. Hun foreslog hos hende. Det kunne ikke være bedre. Tænkt at få en mulighed for at se hendes værelse.
" Jo, lad os bare gøre det. Har du bil?"
" Super, så lad os mødes ved min efter skoletid. Aftale?"
Fedt. han fik lov til at tilbringe en dag med hende. Hvor han dog glædede sig til at skolen var færdig.
Det ringede ud. Skolen var færdig for i dag. Sirena gik over til sit skab og fandt hvad hun skulle bruge.
Hun tog en dyb indånding og gik mod parkeringspladsen. Hvor var hun nervøs. Hvorfor føltes det som en date, når de bare skulle lave på en opgave? Men tanken om at tilbringe en hel dag med Max var ved at gøre hende helt svimmel. Hun åbnede døren og kiggede sig omkring. Hvilken bil kunne være hans? Pludselig fik hun øje på ham. Han så hende og vinkede. Hendes hjerte slog smut. Hvordan skulle hun klare der her vidste hun ikke. Hun gik hen til ham.
" Hej Sirena. Hop ind." Han åbnede bildøren for hende.
" Tak." Hun smilede og satte sig ind. Han gik udenom og hoppede ind. Et minut efter var de på vej hjem til hende. Hun forklarede ham vejen. Hun kunne ikke lade være med at smugkigge på ham. Hun kunne ikke fatte at hun sad i hans bil. De ankom til hendes hjem.
De havde fået lidt før fri. Max's venner havde spurgt om han ville med over i parken. Han havde takket nej. Sagt at han desværre var nødt til at tilbringe dagen med at lave resten af samfundsopgaven. De havde sagt stakkels ham, at skulle tilbringe en hel dag med Sirena. De skulle bare vide at han faktisk så frem til det.
Nu stod han ved hans bil og ventede på hende. Hvor var han nervøs. Det vil blive en stor prøvelse at være sammen med hende en hel dag uden at komme til at kysse hende, når det var det eneste han havde lyst til.
Nu kom hun ud af døren. Hun fik øje på ham. Han smilede og vinkede til hende. Han kunne simpelthen ikke lade være.
" Hej Sirena. Hop ind." Han åbnede døren for hende.
" Tak." Hun smilede og satte sig ind.
Max gik udenom og hoppede ind i bilen. Et minut efter var de på vej hjem til Sirena. Hun forklarede ham vejen. Han kunne ikke lade være med at sidde og betragte hende. Hun sad i hans bil og han var på vej hjem til hende! Godt nok for at lave en opgave, men det var bedre end ingenting. De ankom til hendes hjem.
" Hej mor, så er jeg hjemme." råbte Sirena da hun kom ind af døren.
" Hej skat." Moderen kom ud fra stuen. Hun kiggede undrende på Max. " Og hvem er han?"
" Mor, det her er Max. Max, det her er min mor Carella."
" Hej mrs. Castella." De gav hinanden hånden.
De gik op på hendes værelse. " Det er så mit værelse. Vi kan sidde på sengen eller gulvet."
Han kiggede rundt og studerede værelset. De fandt tingene om opgaven og satte sig på sengen overfor hinanden.
" Nå, det første der vil være bedst at få på plads må være hvor vi skal bo. Hmm, hvor lagde vi papirerne om det?" sagde Sirena.
" Ehm. Godt spørgsmål. Jeg synes lige jeg har set det."
De rodede deres papirer igennem. Max fandt det og satte sig ved siden af hende.
" Nå, lad os komme i gang. Vi er sygerplejerske og tømrer med tre børn. Så vi må have et billigt sted med mindst tre soveværelser. Så må pigerne dele værelse. Rigtig? Eller er jeg helt galt på den?"
Sirena var vildt glad over at han tog det seriøst og rent faktisk tænkte over det som var de faktisk det. Det var som om de rent faktisk var sammen. Hendes hjerte blødte. Det ville jo aldrig ske. Det føltes som at få salt i såret. Det var slemt nok at hun aldrig vil få ham, men at sidde her og lade som om det var det, føltes som et slag i maven. Det føltes så virkeligt. Det var alt for smertelig at se hvordan de vil være sammen.
" Det lyder godt. Rigtigt godt faktisk. Er helt enig. "
Han smilede stort. " Fantastisk. Så lad os kigge på det."
De sad og lavede på opgaven. Satte sig ind i deres roller som ægtepar med børn. Lidt for godt synes Sirena. Det føltes alt for virkelig. Ind i mellem rørte deres knæ eller arme hinanden. Det føltes som ild til hendes forvejen bål. Hun havde svært ved at koncentrere sig. Det eneste hun kunne tænke på var hvordan det ville føles at læne sig frem og kysse ham. Når deres knæ eller arme rørte hinanden var det lige ved at gøre det af med hende. Så var hun så tæt på at smide fornuften og bare kaste sig over ham. Tilbyde sig selv. Fortælle ham sine følelser. Men så tog fornuften over igen. Hun ville ikke gøre sig selv til grin ved at fortælle det hele. Hun smugkiggede på ham. Hvorfor skulle han også være så dejlig, Hvorfor kunne han ikke bare være et dumt svin som alle de andre. Det vil være så meget nemmere. Det bankede på døren. Hendes mor kom ind.
" Hej skat. Jeg vil bare høre om Max skal spise med?"
Årh, hvor vil det være skønt. Gad vide hvad Max tænker om det. Om han helst ville have det her overstået og komme over til sine venner?
" Ehm. Det ved jeg ikke mor. Hvad siger du, Max?"
Han smilede." Jo tak, mrs. Castella. Det vil jeg gerne. Vi mangler jo stadig en del, så vi når nok ikke rigtig at blive færdig forløbelig."
" Så vil jeg ikke forstyrre længere. Jeg kalder når der er mad."
" Okay mor." Hendes mor lukkede døren igen.
Max smilede igen. Sirena smeltede helt indvendigt. Hans smil var så fantastisk. Man følte altid at han så en, at man var den eneste i hans verden. Man følte sig helt specielt.
" Hvad siger du til at holde en pause indtil der er mad og så begynde igen bagefter. Vi har jo arbejdet længe nu. Jeg så I havde en pool i haven. Skal vi ikke hoppe i en tur?"
Åh nej. Hvorfor vil han også det. Så ville han jo se hendes krop. Det vil helt sikkert gøre ham helt uinteresseret. Hvis han så hendes krop, vil han helt sikkert aldrig komme til at kunne lide hende. Men på den anden side, så vil han være i bar overkrop. Hvornår vil hun nogensinde få den chance igen? Og en pause vil faktisk være skønt. Hun smilede.
" Skønt. Du vil vel gerne have lov at klæde om i fred. Så er det okay at jeg bare smutter ned til poolen og venter på dig der?"
" Jo. Tak. Det er en rigtig god idé. Så ses vi dernede."
" Jep." Han rejste sig fra sengen og gik derned.
De gik ind af døren. Sirena råbte hej til sin mor og hun kom frem og sagde hej til hende. Derefter spurgte hun hvem han var.
" Mor, der her er Max. Max, der her er min mor Carella."
Max tog hendes hånd.
" Hej mrs. Castella."
Han kunne godt se hvor Sirena havde sin skønhed fra. Eller hendes form for skønhed. Han stod og studerede moderen og Sirena. Prøvede at se ligheder. Imens forklarede hun hvorfor han var der. Kun på grund af den opgave. Hvor ville han ønske det var fordi han skulle hente hende til deres date. Desværre var det ikke sådan. De gik op på hendes værelse.
" Det er så mit værelse. Vi kan sidde på sengen eller gulvet."
Sidde sammen på hendes seng. Hvor lød det skønt. Han kiggede på sengen. Pludselig dukkede der helt andre billeder op. Dem ligge og kæle og kysse. Dem, langsomt tage deres tøj af. Han skyndte sig at kigge væk.
" Okay. Sengen lyder godt."
Max kiggede sig omkring. Kunne ikke fatte at han var på Sirenas værelse. Hvis bare det på grund af noget andet end den opgave. De fandt tingene frem om opgaven og satte sig over for hinanden på sengen.
" Nå, det første der vil være bedst at få på plads må være hvor vi skal bo. Hmm, hvor lagde vi papirerne om det?"
" Ehm. Godt spørgsmål. Jeg synes lige jeg har set det."
De ryddede papirerne igennem. Han fandt det og satte sig ned ved siden af hende. Kun for at være tæt på hende. Han var ked af at hun satte i gang med det samme. Hun må ønske at blive hurtig færdig og slippe for mig. Det smertede ham meget.
" Nå, lad os komme i gang. Vi er sygerplejerske og tømrer med tre børn. Så vi må have et billigt sted med mindst tre soveværelser. Så må pigerne dele værelse. Rigtig? Eller er jeg helt galt på den?"
" Det lyder godt. Rigtigt godt faktisk. Er helt enig. "
Han smilede stort. Hun var enig med ham. Synes det lød som en god idé. Det lød som om hun mente det som hans kone. Hans kone! Hvor lød det godt. Gid det var sådan. De sad og lavede på opgaven. Satte sig ind i rollen som ægtepar. Hvilket ikke var svært for Max. Han kunne se det for sig. Hvordan det vil være at være hendes mand. Han sad og kiggede sjålent på hende en gang i mellem. Hvor havde han lyst til at kysse hende. Det var bare ikke en god idé. Det ville komplicere tingene alt for meget, men hvorfor skulle han så anstrenge sig så meget for at lade være. Hun var jo heller ikke interesset i ham. Hun vil helt sikkert pande ham en hvis han prøvede. Men hvorfor tænkte han overhovedet på det? De skulle jo ikke kysse, bare lave opgaven færdig og helst så hurtigt som muligt. Han vidste ikke hvor lang tid han kunne holde ud at være tæt på hende uden at kunne gøre noget. Han lod med vilje deres knæ eller arme røre hinanden tilfældigt. Bare for at kunne røre ved hende. Hver gang føltes det som en brand. Gjorde de forkerte billeder mere tydelige og mere uuholdelige at være tæt på Sirena. Sad de her alt for længe var han bange for at de ting han tænkte på ville kunne ses. Han blev reddet af gongon'en. Det bankede på døren og Sirenas mor kom ind.
" Hej skat. Jeg vil bare høre om Max skal spise med?"
Årh, bare hun siger ja. Det vil være så dejligt. Men ville hun overhovedet have det. Måske vil hun bare havde det overstået hurtigst muligt.
" Ehm. Det ved jeg ikke mor. Hvad siger du, Max?"
JA! tænkte han, men nøjedes med at smile og sige;" Jo tak, mrs. Castella. Det vil jeg gerne. Vi mangler jo stadig en del, så vi når nok ikke rigtig at blive færdig forløbelig."
" Så vil jeg ikke forstyrre længere. Jeg kalder når der er mad."
" Okay mor."
Max var ved at køre træt i den opgave. Det var dejligt at lade som om, men også hårdt at vide at det aldrig ville blive sådan. Det vil jo aldrig blive dem. Han huskede han havde set en pool. Hvor ville det være dejligt med en svømmetur og så samtidigt kunne se Sirena i bikini. Et billede han ikke kunne slippe. Han smilede.
" Hvad siger du til at holde en pause indtil der er mad og så begynde igen bagefter. Vi har jo arbejdet længe nu. Jeg så I havde en pool i haven. Skal vi ikke hoppe i en tur?"
Please, sig nu ja. Han vil nok aldrig få denne mulighed igen.
" Det lyder faktisk skønt med en svømmetur."
JA. Hun sagde JA! Indvendigt var Max ved at springe af glæde.
" Skønt. Du vil vel gerne have lov at klæde om i fred. Så er det okay at jeg bare smutter ned til poolen og venter på dig der?"
" Jo. Tak. Det er en rigtig god idé. Så ses vi dernede."
" Jep."
Han rejste sig fra sengen og gik ned til poolen. Hvor han glædede sig til at se hende i bikini og forhåbelig få mulighed for at røre ved hende.
* * *
Sirena stod og kiggede på sin bikini. Hun havde haft den så længe. Det var en hun havde fået af sin mor. Hun havde aldrig haft den på. Så skulle hun jo vise sin krop til folk og det havde hun ikke lyst til. Nu skulle Max se hendes krop. Hvorfor havde hun dog sagt ja til det her? Hun havde virkelig ikke lyst til at han skulle se hendes krop. Hun vidste det var dødsstødet. Han ville helt sikkert ikke have noget med hende at gøre når han så hende i bikini. Hun tog den på og fandt nogle håndklæder. Hun gik ned til sin mor.
" Hvor er du fin, lille skat"
" Moar. Lad nu være. Jeg ved godt jeg ikke har en pæn krop. Vi tager en pause i poolen. Så kan du ikke komme derhen når der er mad."
" Selvfølgelig, skat. Han er en flot fyr, ham Max. Du kan godt lide ham, ikke også skat?"
" Moar, altså. Jeg kan rigtig godt lide ham. Jeg elsker ham faktisk. Men det er ligemeget. Han kan ikke lide mig."
" Årh, din første forelskelse. Der tager du fejl. Han kan lide dig. Ellers have han ikke sagt ja til at spise med og jeg tror heller ikke han så vil have dig med ned og svømme i poolen."
" Moar. Lad nu være med at sige sådan en løgn. Han er bare høflig fordi den tæller så meget. Nå, men jeg vil komme derud."
" Okay skat. Et godt råd. Tag dine briller af og løs din elastik. Så vil han helt klart falde for dig."
" Ja sikkert, mor." Hun rullede med øjnene.
Sirena gik ud til poolen iført et håndklæde rundt om sig. Hun vil skjule sin krop så længe hun kunne. Max sad ved poolen kun iført sine underbukser. Hun var ved at besvime. Wow, hvor havde han en flot krop. Alt for flot. Hvor havde hun lyst til at føle på de muskler. Nu skammede hun sig endnu mere over sin krop, Hendes krop var jo grim, slet ikke i nærheden af hans. Han kiggede på hende, da hun kom derover.
" Hvorfor har du håndklæde på?"
Hun rødmede. " Jeg har ikke nogen pæn krop. Vil du ikke være sød at vende dig om imens jeg hopper i poolen?" Hun kiggede flovt på ham og kiggede hurtigt væk.
" Hvis du har det sådan, så skal jeg nok kigge væk."
" Tak."
Han vendte sig om. Hun skyndte sig at hoppe i. Han vendte sig om igen og lavede en bombe. Han kom kom op til overfladen.
" Hvor er det skønt med en dukkert. Synes du ikke?"
" Jo." sagde hun uden at kigge på ham. Var alt for bevidst om hans krop.
Han svømmede over til hende.
" Hvorfor tager du ikke brillerne af? Er de ikke irriterende at have på i vand."
" Jeg er bare så vant til at have dem på. Jeg føler mig nøgen uden dem. Jeg kan dog se nogenlunde uden dem."
Max tog hendes briller af. " Meget bedre. Det klæder dig uden dem."
Sirena storrødmede. " Tak. Vil du ikke nok give mig dem igen?"
Han rystede på hovedet og svømmede over og lagde brillerne på kanten og kom tilbage.
" En ting mere. Hvorfor går du altid med håret sat op i en knold?"
Hun smilede." Jeg hader mit hår. Det er så stort og langt. Det føles mere behageligt at have det oppe."
Han tog sin hånd op til hendes hår. Sirenas hjerte hamrede af sted. Han tog fat i elastikken og trak den ud af hendes hår. Hendes hår faldt som røde lokker ned af hendes ryg. Hun skyndte sig under vandet. Bange for at han skulle se hende. Bange for det han gjorde. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor opførte han sådan? Som om han have lyst til at se hende. Nej, han ville vel se hvor grim hun virkelig var. Så han kunne fortælle sine venner det. Hvorfor havde hun ladet ham gøre det. Hvorfor var hun så dum? Håbede hun inderst inde at hendes mor havde ret. At hun var køn og han ville falde for hende. Nej, det var et dumt ønske. Hun dukkede op til overfladen igen. I mens havde Max lagt hendes hårelastik ved siden af brillerne. Han smilede da han så hende.
" Meget bedre. Hvem havde troet at der gemte sig sådan et hår bag den knold. Du skulle overveje at gå klædt sådan her."
Igen rødmede hun. Mente han virkelig det. Ah, nu vidste hun det. Hun var så grim at alle vil grine af hende. Det var helt sikkert det.
" Mener du virkelig det.?"
Han nikkede. " Helt sikker."
Han dukkede og kom op til overfladen i den anden ende. Dykkede igen. Der gik et minut. Han var ikke kommet op. Hun begyndte at blive bange.
" Aaaaaaaaaaaaaaarrrrggg."
Hun mærkede noget på sine ben. Max kom storgrinende op til overfladen.
" Din, din..."
" Årh, slap nu af. Det var bare for sjovt."
" For sjovt. Er du klar over hvor bange jeg blev?"
" Årh, der skete jo ikke noget. " Han smilede og plaskede vand på hende.
" Åh, du skal få når jeg får fat på dig,"
Hun satte af efter ham. Han grinede og begyndte at løbe. Han "løb" op af poolen og videre. Hun løb efter ham. Imens han løb kiggede han tilbage. Hun blev flov. Han kunne se hendes krop nu. Max snublede og faldt. Hun grinede. Hun kom over til ham. Kiggede ned på ham. Han tog opgivende sine hænder op.
" Okay. Jeg overgiver mig. Gider du at hjælpe mig?"
" Hvis du siger undskyld."
" Okay. Undskyld. Undskyld at jeg gjorde dig bange."
Han rakte sin hånd op. Hun tog imod den. Han hev i hendes arm så hun faldt. Faldt ovenpå ham. Nu lå de krop mod krop. Hun kunne mærke hver en centimeter af hans krop. Det var ved at gøre det af med hende.
" Din, din.... Du snød mig."
Han smilede igen." Undskyld. Kunne ikke lade være,"
Hun begyndte at slå på hans bryst. Han greb fat i dem.
" Næ, du kan tro nej, miss"
" Slip mig." Sirena prøvede at hive sig fri.
" Så du kan slå mig igen. Næ du kan tro nej."
Han lagde sine hænder op over hovedet, så nu lå deres ansigter lige op af hinanden.
" Slip mig så eller jeg sparker dig i skridtet."
" Du kan tro nej." Han tog sine ben og lagde dem over hendes så han holdte hende fast. Han rullede rundt. Brugte sin vægt til at holde hende fast. Hun vred sig for at komme fri. Det hjalp ikke. Han var simpelthen for stærk. At mærke hans krop mod sin gav hende nogle alt for livagtige billeder. Billeder hun ikke burde have. Hun havde for første gang nogensinde lyst til at miste sin mødom.
" Slip mig."
" Ikke lade tale om, Siri. Tror du jeg har lyst til at miste mine ædle dele?"
En dristig tanke fik hende til at læne sig frem mod ham. De kiggede hinanden i øjnene. Han lænede sig også lidt frem eller var det bare hendes fantasi? De nærmede sig hinanden. Hvor føltes det som hendes drøm. Det har var bar ikke en drøm og de ville heller ikke kysse. Lige inden deres ansiger mødtes flyttede hun det opad og bed ham i næsen. Han gav et spjæt fra sig. Nok overrasket over hvad hun havde gjort.
" Av for satan da også." Han slap hendes hænder og satte sig op. Tog sig til næsen.
Sirena så sit snit og fik ham væltet af sig og fik ham igen holdt fast. Hun storsmilede. Lykkelig over hvad hun havde gjort.
" Det var et fejt trick."
" I krig og kærlighed gælder alle kneb."
" Okay, okay. " Han tog sine hænder opgivende fremad. " Jeg overgiver mig."
Pludselig kom hun i tanke om at hun kun havde bikini på. Flov over sin krop skyndte hun at rejste sig op.
" Vi må heller komme ind. Vi skal nok snart spise og jeg vil i hvert fald gerne tørre mig inde."
Hun gik over til sine briller og flygtede ind i huset. Hun havde været alt for tæt på at gøre noget dumt. Overgive sig til sine følelser og gøre det hun allermest havde lyst til. Nemlig at kysse ham og måske endda gå et skridt længere. Ikke godt. Alt andet end godt. Men havde der ikke et lille øjeblik hvor Max også ville havde gjort det eller var hun bare så forelsket at hendes hjerne spillede hende et puds? Det var sikkert hendes hjerne. Hun stod på sit værelse og gjorde sig klar til middagen. Det ville blive et helvede. Hun synes det var blevet alt for intimt imellem dem. Hun måtte tage sig sammen.
* * *
Max havde smuttet ned til poolen. Glad for at det have lykkedes ham at få hende lokket med. Han havde taget sit tøj af og sad nu og ventede på Sirena. Der var hun! Hun kom gående med et håndklæde over sig. Hvorfor gjorde hun det? Var hendes krop da så forfærdelig eller var det ham der var noget galt med? Var han ikke god nok til at se hendes krop? Kold var det jo ikke. Han kiggede på hende da hun kom hen til ham. Han MÅTTE vide hvorfor håndklædet var på.
" Hvorfor har du håndklæde på?"
Hun rødmede. Hvor så hun dog fantastisk ud når hun rødmede.
" Jeg har ikke nogen pæn krop. Vil du ikke være sød at vende dig om imens jeg hopper i poolen?" Hun kiggede flovt på ham og kiggede hurtigt væk.
Årh, han fik helt ondt af hende. Og glad over at hun alligevel havde sagt ja. Selvom han ønskede helt vild at se hende i bikini, respekterede han også hendes ønske.
" Hvis du har det sådan, så skal jeg nok kigge væk."
" Tak."
Max vendte sig om. Han hørte et plask, der fortalte ham at hun var kommet i poolen. Han vendte sig om igen og sprang i ved at lave bomben. Dukkede op til overfladen.
" Hvor er det skønt med en dukkert. Synes du ikke?"
" Jo" sagde hun uden at kigge på ham.
Max fik en stor trang til at se hende rigtig. Uden briller og håret ned. Uden at tænke sig om svømmede han over til hende.
Hvorfor tager du ikke brillerne af? Er de ikke irriterende at have på i vand."
" Jeg er bare så vant til at have dem på. Jeg føler mig nøgen uden dem. Jeg kan dog se nogenlunde uden dem."
Uden at tænke sig om tog Max hendes briller af. Han blev mundlam. Hun var jo pæn uden briller. Han fik en stor trang til at slå håret ned.
" Meget bedre. Det klæder dig uden dem."
Sirena storrødmede. " Tak. Vil du ikke nok give mig dem igen?"
Ikke lade tale om. Han rystede på hovedet. Nu havde han endelig nået lidt under hendes mur. Han svømmede over og lagde hendes briller på kanten og kom tilbage til Sirena.
" En ting mere. Hvorfor går du altid med håret sat op i en knold?"
Hun smilede. Igen blev han helt varm. Et smil fra hende var nok til at redde hans dag.
" Jeg hader mit hår. Det er så stort og langt. Det føles mere behageligt at have det oppe."
Han vidste det var dumt. Men han ville bare så gerne se hende. Se hendes hår som det var. Han tog hånden op til hendes hår. Han tog fat om elastikken og trak den ud af hendes hår. Selvom det var vådt røg det ned af hendes hår som røde lokker. Det kom helt bag på ham. Hvem ville have troet at der gemte sig en skønhed bag de briller og knold. Han var helt mundlam. Hun dykkede ned i vandet. Godt. Han måtte lige sunde sig. Han svømmede over og lagde elastikken ved brillerne. Hvorfor havde han gjort det? Han havde været uforsigt et øjeblik. Han skulle ikke vise hvad han følte eller havde lyst til. Hun dukkede op igen. Han smilede til hende. Kunne simpelthen ikke lade være. Det her var et øjeblik. Et sjældent øjeblik. De var alene. Sænket deres parader. De var her jo alene. Hvorfor kunne han så ikke bare være sig selv? Lade være med at være forsigtig. Hvornår vil de ellers have et øjeblik for dem selv.
" Meget bedre. Hvem havde troet at der gemte sig sådan et hår bag den knold. Du skulle overveje at gå klædt sådan her."
Hun rødmede igen." Mener du virkelig det.?"
Max nikkede. " Helt sikker."
Han dykkede og svømmede over til den anden side. Han fortrød allerede at han havde sagt det. Hun må da snart opdage hans følelser. Hvor mange drenge giver piger komplimenter hvis de ikke vil score hende? Han dukkede op for lige at få vejret og dykkede så igen. Han begyndte at svømme mod Sirena. Nu kunne han se hendes ben. Hold kæft nogle ben! Hun havde ben som en model. Han studerede dem herfra. Kunne ikke tage øjnene fra dem. Hun blev ved med at forbløffe ham. Han måtte røre ved dem. Nu rørte han ved dem. Wow. Han hørte et skrig, Han dukkede grinende op.
" Din, din.."
" Årh, slap nu af. Det var bare for sjov."
" For sjovt. Er du klar over hvor bange jeg blev?"
" Årh, der skete jo ikke noget. " Han smilede og plaskede vand på hende.
" Åh, du skal få når jeg får fat på dig."
Sirena satte af efter ham. Han grinede og begyndte at løbe. Hvor var hun sød og smuk når hun var vred. Han "løb" op af poolen og videre. Hun løb efter ham. Han kiggede bagefter imens han løb. Måtte se hendes krop. Nu havde han muligheden for det. Synet der mødte ham lamslåede ham. Hun havde den smukkeste krop han nogensinde havde set. Som en supermodel bare med de helt rigtige former. Hun var jo en skønhed. En gudinde. Hun ville kunne få hvilken som helst fyr hun ville. Han forstod ikke hvorfor hun skjulte sin krop. Sin skønhed. Hvad havde gjort at hun havde fået sådan en dårlig selvtillid? Han havde så travlt med at se på hende at han ikke så grenen. Han snublede og faldt. Sirena grinede. Kom over til ham og kiggede ned. Som hun stod der lignede hun en gudinde. Hvordan vil hun ikke se ud med tørt hår? Han tog opgivende sine hænder op.
" Okay. Jeg overgiver mig. Gider du at hjælpe mig?"
" Hvis du siger undskyld."
" Okay. Undskyld. Undskyld at jeg gjorde dig bange."
Han rakte hånden op og hun tog imod den. En pudsigt tanke fik ham til at hive hende i stedet for. Hun faldt ovenpå ham. Nu lå de krop mod krop. Han kunne mærke hendes krop. Alt for godt. Det var ved at gøre det af med ham. Her havde han gået og drømt om hende og nu lå de så tæt op af hinanden. Så godt som nøgne. Han var ved at miste kontrollen.
" Din, din.... Du snød mig"
Han smilede." Undskyld. Kunne simpelthen ikke lade være."
Han begyndte at slå på hans bryst. Hvor var hun skøn. Selvom han var langt overlegen i styrke prøvede hun stadig at skade ham. Han greb hendes hænder.
" Næ, du kan tro nej, miss."
" Slip mig."
Hun prøvede at hive sig fri. Det skulle hun ikke havde gjort. Det mindede ham om noget helt andet.
" Så du kan slå mig igen. Næ du kan tro nej."
Han lagde sine hænder over sit hovedet og trak hende dermed med. Deres ansigter var lige op af hinanden.
" Dårlig idé" tænkte Max. Nu kunne han mærke hendes krop igen. Ikke godt.
" Slip mig så eller jeg sparker dig i skridtet."
" Næ du kan tro nej."
Han lagde sine ben om hendes. Holdte hende fast. Rullede rundt. Brugte sin vægt til at holde hende fast. Hun begyndte at vride sig. Sikkert for at slippe fri. Hvorfor prøvede hun overhovedet? Han var jo for stærk. Men hvis han havde haft nogen selvkontrol før var den væk nu. Han fik alt for livagtige billeder. Han kunne mærke han snart ville få et bevis på hvor livagtige de billeder var. Han skyndte sig at tænke på noget andet. Det ville ikke være godt hvis han blev stiv. For helvede. Hvordan vil det ikke se ud? Og så ville alt være tabt. Hun ville tro han var en player der hoppede på alt. Han vil havde tabt hende for altid.
" Slip mig."
" Ikke tale om, Siri. Tror du jeg har lyst til at miste mine ædle dele?"
Hun lænede sig fremad. Han kiggede hende i øjnene. Han havde lyst til at kysse hende og havde hun også det? Hvorfor lænede hun sig fremad? Fuck fornuft. Jeg har haft sådan en lyst til at smage de læber. I alt for lang tid. Hvis han kunne få bare et kys så ville han være verdens lykkeligste mand. De nærmede sig hinanden, men pludselig skiftede hendes hoved retning og hun bed ham i næsen. Han blev overrumplet. Overrasket. Gav et spjæt. Det havde han ikke regnet med. Hun bed ham! HAM!
" Av for satan da også."
Han slap hendes hænder og satte sig op. Tog sig til næsen. Ømmede sig. Det gjorde faktisk ondt. Han var uopmærksom et øjeblik og Sirena fik ham væltet af sig og satte og over ham. Hun storsmilede. Han kunne ikke blive sur på hende. Han havde selv bedt om det.
" Det var et fejt trick."
" I krig og kærlighed gælder alle kneb."
Hvor ville han ønske at det var det sidste de delte og ikke kun det første.
" Okay, okay."
Han tog hænderne opgivende op.
" Jeg overgiver mig."
Pludselig rejste hun sig op. Som om de var blevet taget på fersk gerning på noget de ikke burde lave.
" Vi må heller komme ind. Vi skal nok snart spise og jeg vil i hvert fald gerne tørre mig inde."
Hun gik over og tog sine ting og gik ind.
Max lå og så efter hende. Trak vejret med besvær. Han havde været lige ved at miste fornuften og give efter for sin dumhed. Det var vist meget godt hun var smuttet. Men de skulle stadig tilbringe aftenen sammen. Hvordan skulle det ikke gå? Hun havde ham om sin lillefinger. Hun kunne gøre hvad hun vil med ham. Han ville gå gennem ild og vand for hende. Han elskede hende. Virkelig højt. Han vil tilbringe resten af sit liv med hende. Nu skulle han bare få hende til at ønske det sammen. Men hvordan?
Han rejste sig. Tog håndklædet og tørrede sig. Tog sit tøj på og besluttede at løbe sig en tur. Få sine frustrationer ud.
* * *
De sad ved middagsbordet. Sirena var stadig flov over at hun havde mistet fornuften ved poolen.. Hun havde aldrig ladet nogen komme så tæt på. Ikke nok med det havde det fået hende til at indse at han var den eneste ene. Den eneste, hun ønskede at leve live med. Et liv uden ham var ikke muligt. Desværre var det nok bare virkeligheden. Hvordan skulle han nogensinde kunne falde for hende? Og så for evigt tid. Nej, hun havde indset at hun var dømt til at leve et liv i sorg. Altid længtes. Længes efter den mand hun engang kendte. En mand som var hendes sande kærlighed. Den altid vil have, men aldrig få. Hvorfor skulle livet være så ond?
De spiste i tavshed. Hun kiggede ud af øjenkrogen på ham. Under middagen kom hendes søster hjem.
" Åh, hej skat. Jeg troede ikke du kom hjem til middag. Du kan stadig få noget med hvis du vil."
" Tak mor. Jeg henter noget bestik selv. Hej Max. Hvad laver du her?"
Max kiggede på hende. Smilede.
" Hej Ariel. Jeg vidste ikke du boede her. Jeg er ved at lave en opgave med Sirena."
Ariel nikkede og smilede. Godkendte svaret.
Under resten af middagen snakkede Ariel og Max sammen. Sirena følte sig udenfor. Det havde hun altid gjort i nærheden af søsteren. Ariel havde altid tiltrukket sig opmærksomhed. Hun betragtede dem. Så betagelsen i hendes søsters øjne. Selvfølgelig var der nogen i mellem dem. Det gjorde ondt i hjertet. Hun skyndte sig at spise resten, sagde tak for mad og gik op og ventede på at Max blev færdig. Kunne simpelthen ikke holde ud at se på dem.
* * *
Det havde hjulpet med den løbetur. Max var dog blevet skuffet da han havde sat sig ved bordet og set brillerne og håret var som det plejer. Som om det ved poolen aldrig havde fundet sted. Han var også selv i tvivl. Det føltes som en drøm. Hun havde for en kort periode sænket paraderne. Ladet ham komme tæt på. Det var guld værd. Han vil altid skatte det øjeblik. De spiste i tavshed. Det var fint for ham. Han anede ikke hvad han skulle sige. Han smugkiggede på hende en gang imellem. Pludselig var der kommet en pige. Han havde fået et chok. Ariel? Hvad lavede hun her?
" Åh, hej skat. Jeg troede ikke du kom hjem til middag. Du kan stadig få noget med hvis du vil."
" Tak mor. Jeg henter noget bestik selv. Hej Max. Hvad laver du her?"
" Hej Ariel. Jeg vidste ikke du boede her. Jeg er ved at lave en opgave med Sirena."
Ariel nikkede og smilede.
Var hun Sirenas søster? Utroligt. Det havde han aldrig regnet ud.
Under resten af middagen snakkede de sammen. Det føltes bare så meget nemmere. Hun var ingen trussel for ham. Han sad stadig og smugkiggede på Sirena. Efter kort tid havde Sirena forladt bordet. Han var blevet ked af det. Det blev han altid når han ikke var i samme rum som ham. Han savnede hende allerede. Det var jo skørt. Han spiste lidt hurtigere, sagde tak for mad til moderen og et høflig undskyld til Ariel om han var nødt til at blive færdig med opgaven. Han gik op på værelset.
* * *
Max kom op efter 10 minutter. Sirena smilede stort da hun så ham. Kunne ikke lade være. Han kom over og satte sig ved siden af hende i sengen. Han smilede.
" Så Ariel er din søster?"
" Ja, det ser sådan ud."
" Det må jeg sige. Det havde jeg aldrig regnet ud. I ligner jo slet ikke hinanden."
" Ja, det hører jeg tit. Ja, jeg ved det godt. Hun far fået skønheden og jeg er bare til."
" Så er din søster heller ikke pænere. Men det er nogle specielle navne I har. Hvorfor har I fået dem?"
Sirena grinede. " Ja, du tror det er løgn, men min mor var vild med den lille havfrue. Vi er alle opkaldt efter filmen."
Han grinede. " Sirena er da ikke med i filmen. Ariel er, men hvor passer Sirena ind?"
Hun smilede." Sirena betyder havfrue på spansk. Det er værre med min bror, han hedder Triton."
Max grinede. " Synes du det er slemt? Jeg er opkaldt efter en hund."
" En hund?"
" Ja, en hund. Du har vel set Max og Mule? Altså Fedtmules søn. Min mor var vild med den figur, så hun opkaldte mig efter ham."
Sirena storgrinede. Hun kunne ikke holde op. Tørrede øjnede.
" Vi er nogen kønne nogen. Jeg er halv kvinde og halv fisk og du er en hund."
Han grinede." Ja. Vi har sørme været heldige."
Sirena var glad. De havde lige delt et øjeblik. De havde delt noget personligt. De gik i gang med opgaven. De arbejdede og arbejdede, men det tog længere tid end de havde troet. Max blev nok nødt til at overnatte. De havde det fantastisk sammen, selvom deres fokus var på opgaven. Først da klokken var 04.00 blev de færdige med opgaven,
" Årh, endelig færdig."
" Ja, det er skønt."
Han smilede. Tog en pude og slog hende med den.
" Hæ, det var ikke pænt gjort."
Han trak på smilebåndet. " Som tak for det med næsen."
Hun trak lumsk på smilebåndet. " Så det er det."
Hun tog en pude og slog ham. Det udfoldende sig til en pudekamp. De sloges som små børn. Hvor føltes det skønt. Bare at kunne være sig selv.
Igen endte de ovenpå hinanden. Denne gang have hun dog puden. Han fik den fjernet. De sloges, rullede rundt og endte på gulvet begge to. Max skyndte sig at rulle af hende.
" Det må du undskylde. Er du kommet noget til?"
Han lød bekymret. Oprigtig bekymret.
" Ikke helt. Det gør lidt ondt i ryggen. Du er ikke ligefrem let."
" Det må du virkelig, virkelig undskylde. Det var ikke min mening."
Han rejste sig op. Fjerne papirerne fra sengen. Tog hende under armene og tog hende forsigtigt op. Lagde hende forsigtigt i sengen. Lagde dynen over hende og kyssede hende på panden. Var som en kærlig mand. Var som en kæreste, en ven, ja alt det han ikke var. Han smilede.
" Vi må holde op med at lege.Vi kan åbenbart ikke gøre det uden en af os kommer til skade. Hvil dig og prøv at sove nu. Så har du det forhåbelig bedre i morgen."
Imens de havde leget var det begyndt at tordne og lyne. Hun havde været så opmærksom på legen at hun slet ikke havde hørt det. Der kom et tordenbrag. Hun fór sammen. Hun havde altid været bange for tordenvejr. Max så bekymret ud.
" Er du okay. Var det ryggen Har du smerter?"
Hun kiggede op på ham. Fór sammen igen.
" Jeg er bange for tordenvejr. Rædsenslagen faktisk. Lige nu har jeg allermest lyst til at krybe ned i et hul."
Han kiggede på hende med smerte i øjnene.
" Der sker ikke noget."
Sirens rystede over hele kroppen. Det hjalp aldrig. Hun vidste godt at der nok ikke vil ske noget,
" Vil du ikke nok holde om mig? Jeg har brug for at føle mig tryg."
" Er du sikker?"
Nej, det var hun ikke. Det var sikkert helt dumt. Men lige nu overvandt angsten.
" Ja. Helt sikker."
Han gik over på den anden side. Lagde sig under dynen og nærmede sig hende.
" Så kom."
Han spredte den ene arm ud. Hun kryb over til ham. Lagde sit hovede på hans bryst. Han lagde armene om hene. Lå og sagde trøstende ord til hende. Aede hende blidt på ryggen. Det hjalp virkelig. Hun følte sig tryg. Det føltes skønt at lægge op af ham. På et tidspunkt faldt hun i søvn.
* * *
Max gik ind på værelset. Han blev allerede meget gladere. Hun lyste hele værelset op. Tænkt at hun var i familie med Ariel. De lignede jo slet ikke hinanden. Han gik over og satte sig ned ved siden af hende i sengen. Smilede.
" Så Ariel er din søster?"
" Ja, det ser sådan ud."
Igen var hun ironisk. Han elskede den side.
" Det må jeg sige. Det havde jeg aldrig regnet ud. I ligner jo slet ikke hinanden."
" Ja, det hører jeg tit. Ja, jeg ved det godt. Hun far fået skønheden og jeg er bare til."
Tænkt at hun havde så lavt selvværd. De glimt han havde fået i dag af hende var det lige omvendt. Hun var langt smukkere end Ariel, og hun havde personlighed. Hun havde hele pakken. Han smilede.
" Så er din søster heller ikke pænere. Men det er nogle specielle navne I har. Hvorfor har I fået dem?"
Sirena grinede. " Ja, du tror det er løgn, men min mor var vild med den lille havfrue. Vi er alle opkaldt efter filmen."
Han grinede. " Sirena er da ikke med i filmen. Ariel er, men hvor passer Sirena ind?"
Hun smilede." Sirena betyder havfrue på spansk. Det er værre med min bror, han hedder Triton."
Max grinede. " Synes du det er slemt? Jeg er opkaldt efter en hund."
" En hund?"
" Ja, en hund. Du har vel set Max og Mule? Altså Fedtmules søn. Min mor var vild med den figur, så hun opkaldte mig efter ham."
Hun storgrinede. Blev med at grine. Til sidst tørrede hun øjnene.
" Vi er nogen kønne nogen. Jeg er halv kvinde og halv fisk og du er en hund."
Han grinede." Ja. VI har sørme været heldige."
Hvor føltes det skønt. Hun havde åbnet sig for ham igen. De gik i gang med opgaven igen. Det tog lang tid. Han havde det fantastisk. Selvom det kun drejede sig om opgaven, havde han aldrig været så glad.
Det tog længere tid end forventet. De var først færdige kl 4 om natten, så han blev nød til at overnatte. Han var overlykkelig. Han fik lov til at tilbringe natten med sin drømmepige, om det så var på gulvet var ligemeget.
" Årh, endelig færdig."
" Ja, det er skønt."
Han fik lyst til at gøre gengæld for det med næsen. Han tog en pude og slog hende med den.
" Hæ, det var ikke pænt gjort."
Han trak på smilebåndet. " Som tak for det med næsen."
Hun trak lumsk på smilebåndet. " Sa det var det."
Han nåede kun at tænkte hvad har hun gang i da puden ramte ham. Han smilede og slog hende igen. Det udviklede sig til en pudekamp. Hvor var det dejligt at kunne opføre sig som små børn.
Pludselig var de endt ovenpå hinanden igen. Hun slog ham med puden, men den blev fjernet. De sloges, rullede rundt og endte på gulvet. Max skyndte sig at rulle af hende. Bange for at han havde gjort hende ondt.
" Det må du undskylde. Er du kommet noget til?"
" Ikke helt. Det gør lidt ondt i ryggen. Du er ikke ligefrem let."
Åh, min Gud. Han havde skadet hende. Han fik det dårligt.
" Det må du virkelig, virkelig undskylde. Det var ikke min mening."
Han rejste sig og fjernede papirerne fra sengen. Ville hjælpe hende. Bagefter gik han hen og tog hende forsigtigt under armene. Lagde hende forsigtigt i sengen. Ville ikke skade hende yderligere. Han lagde dynen over hende og en spontant tanke slog ham og han kyssede hende på panden. Det plejede hans mor altid at gøre når han havde det dårligt. Det var som om det hjalp. Hans mor sagde altid at det var sjovt lige indtil nogen kommer til skade. Hun havde ret. De havde haft en fantastisk dag lige indtil det her skete. Han var virkelig bange for at han havde gjort alvorliigt skade på hende.
" Vi må holde op med at lege.Vi kan åbenbart ikke gøre det uden en af os kommer til skade. Hvil dig og prøv at sove nu. Så har du det forhåbelig bedre i morgen."
Det tordnede udenfor. Sikken et vejr. Sirena fór sammen. Åh nej. Så havde han gjort meget ondt på hende.
" Er du okay? Var det ryggen? Har du smerter?"
Han var fyld med smerte. Hun kiggede op på ham. Fór sammen igen.
" Jeg er bage for tordenvejr. Rædslenslagen faktisk. Lige nu har jeg allermest lyst til at krybe ned i et hul."
Alt hans smerte måtte lyse ud af hans øjne.
" Der sker ikke noget."
" Vil du ikke nok holde om mig Jeg har brug for at føle mig tryg."
Om han havde lyst. Der var ikke noget ønskede sig mere.
" Er du sikker."
" Ja. Helt sikker."
Han var virkelig glad. Han gik over på den anden side af sengen. Lagde sig under dynen. Nærmede sig hende.
" Så kom."
Han spredte sin ene arm langs siden. Hun kom krybende over til ham og lagde sit hovede på hans bryst. Han lagde armene om hende. Det føltes godt at lægge med hende i sine arme. Det eneste han kunne var at ligge og sige trøstende ord til hende. Om at det nok skulle gå. Han lod sin hånd ae hende blidt på ryggen.På et tidspunkt kunne han høre hendes tunge vejrtrækning, der fortalte ham at hun var faldet i søvn. Det var godt. Så var hun da tryg. Max lå dog stadig lysvågen. Det var alt for godt at ligge her med hende i sine arme. Et øjeblik han aldrig ville glemme. Hvor var det forfærdelig at tænke på at det aldrig vil blive dem. På et tidspunkt faldt han i søvn.
* * *
Sirena vågnede halvt over Max. Hun var vågen på et splitsekund. Hvad var klokken? Hun kiggede på uret, Fuck. Den var 9.05. De skulle havet været i skole for en time siden. Hun ruskede i Max. Han vågnede med et sæt.
" Hvad?"
" Den er fem minutter over ni. Vi er sent på den.
" Hvad? Fuck."
Han var oppe af sengen på 0,5.
Sirena skyndte sig at finde noget tøj. Max samlede deres opgave sammen. Hun skyndte sig ud på badeværelset. I sin fart glemte hun at lukke døren. Hun skyndte sig at tage tøj på. Børste tænder og hår. Da hun var færdig stod Max og ventede. Han havde pakket hendes taske imens.
" Håber ikke det gør noget."
Hun smilede. " Nej. Mange tak."
De skyndte sig ned. Sirena skyndte sig i køleskabet. Fandt pålæg og smurte madpake til dem begge. Hun rakte ham madpakken på vej ud af døren.
" Her. Håber det er okay med madpakke. Jeg ved ikke engang om du spiser det."
Han smilede. " Mange tak. Det er sødt af dig. Hop ind."
Han åbnede bildøren for hende. De kørte meget hurtigere end tilladt.
" Hvordan går det med ryggen?"
" Det går fint. Tak. Og tak for støtten igår. Det hjalp virkelig meget."
Han kiggede hurtigt på hende. Smilede til hende.
" Det var så lidt. Helt ærligt, havde det været højder havde du skulle gøre det med mig."
Hun kiggede på ham. Forbavset over at havde afsløret det.
" Er du bange for højder? Virkelig?
" Virkelig, men der er vores lille hemmelighed, ikke? Jeg vil helst ikke have at nogen ved det."
" Selvfølgelig. Hvorfor fortalte du mig det?"
" Hvorfor. Du delte noget med mig. Og så stoler jeg på dig. Og bare rolig. Tordenvejret bliver imellem os. Jeg fortæller det ikke til nogen."
" Tak."
Det varmede hende at høre ham sige det.
De ankom til skolen. Skyndte sig ud af bilen og ind til deres timer. De fik afleveret opgaven til tiden. Sirena kunne ikke tænke på andet end på det øjeblik hun havde ligget i hans arme. Hvordan det han havde trøstet hende. Og så her i bilen. Han havde delt en hemmelighed med hende. Det var helt ufattelig. Det føltes som om de var blevet venner, men det var de selvfølgelig ikke. I morgen vil alt være vendt tilbage til det gamle. Men hun vil altid huske deres dag sammen.
* * *
Max vågnede med et sæt. Der var nogen der ruskede i ham. Han kiggede på Sirena.
" Hvad?"
" Den er fem minutter over ni." Vi er sent på den."
" Hvad? Fuck"
Han var oppe af sengen på 0,5. Han begyndte at samle opgaven sammen. Sirena have skyndt sig at finde noget tøj og var smuttet. Han kunne ikke fatte det. Han havde sovet sammen med Sirena. Og hun havde delt noget personligt med ham. Han gik ud for at spørge hende om noget. Synet der mødte ham lamslåede ham. Hun havde håret nede. Gang med at børste det. Hvor var hun smuk. Alt for smuk. Langt over hans status. Han gik ind på værelset igen. Tænkte han vil hjælpe. Fandt hendes taske og skema. Pakkede hendes taske for hende. Skulle have noget at lave. Han gik ud og ventede på hende, Hun kom ud næsten med det samme. Han smilede da han så hende. Han havde fået det priviligium at se hvilken skønhed der gemte sig i hende.
" Håber ikke det gør noget."
Hun smilede. " Nej. Mange tak."
De skyndte sig ned. Sirena gik i køleskabet. Smurte madder. To af hver. Lavede hun mad til ham? Han blev øm om hjertet. Det føltes som var hun hans kone og lavede mad til ham til arbejdet. Han følte en smerte. Det var alt for nemt at se dem som mand og kone. Hun gav ham madpakken på vej ud af døren.
" Her. Håber det er okay med madpakke. Jeg ved ikke engang om du spiser det."
Han ville spise hvad som helst hun lavede til ham. Bare det at hun haved lavet mad til ham føltes så godt.
Han smilede. " Mange tak. Det er sødt af dig. Hop ind."
Max åbnede bildøren for hende. Han kørte meget hurtigere end han måtte.
" Hvordan går det med ryggen?"
" Det går fint. Tak. Og tak for støtten igår. Det hjalp virkelig meget."
Han kiggede hurtigt på hende og smilede.
" Det var så lidt. Helt ærligt, havde det været højder havde du skulle gøre det med mig."
" Er du bange for højder? Virkelig?
" Virkelig, men der er vores lille hemmelighed, ikke? Jeg vil helst ikke have at nogen ved det."
" Selvfølgelig. Hvorfor fortalte du mig det?"
Helt ærligt det vidste han ikke engang selv. Det var bare noget over hende, der gjorde at man fik lyst til at fortælle alle sine hemmeligheder.
" Hvorfor. Du delte noget med mig. Og så stoler jeg på dig. Og bare rolig. Tordenvejret bliver imellem os. Jeg fortæller det ikke til nogen."
" Tak."
De ankom til skolen. Skyndte sig ud af bilen og ind til deres timer. De fik afleveret opgaven til tiden.
Max kunne ikke holde op med at tænke på at han havde ligget med Sirena i sine arme. Hele dagen havde været fantastisk. En dag han aldrig vil glemme. Han havde set hvor smuk hun var. Set hvordan hun kunne være. Så langt væk fra de andre piger han kendte. Den forskel var det der gjorde det hele. Han vil altid være hendes. Der vil aldrig komme nogen som hende. Han vil længes efter hende hver dag.
